Lige fra starten i 1999 har KamillianerGaardens Hospice haft tilknyttet en stab af frivillige.

For tiden er der ca. 50, som tilsammen yder en meget påskønnet medmenneskelig indsats.

De frivillige indgår i en række funktioner, som er med til at understrege det hjemlige præg,

som møder patienter og pårørende på Hospice.
 

punkttegn

Som værter i forbindelse med fælles måltider.
De frivillige er værter ved middags- og aftensmåltiderne Værten har ingen kaldeapparat,

          der gør, at hun/han pludselig skal forlade måltidet. Men værten kan være fuldt og helt til
          stede og være garant for en afslappet og hjemlig atmosfære ved måltidet for de patienter/
          pårørende, der måtte have lyst til at spise sammen med andre i spisestuen. Værten dækker
          et smukt bord og pynter med blomster og lys. Ligeledes sørger værten for at anrette og
          servere maden. Kort sagt handler det om at gøre det så godt  og hyggeligt, som havde man
          gæster derhjemme. Og når ”gæsterne” er gået, rydder værten op efter måltidet.

 

punkttegn

Som eftermiddagsvagter.
Hver eftermiddag møder en frivillig, hvis væsentligste opgave egentlig er ”at være”,
at være til stede på Hospice nogle timer om eftermiddagen, være med til at sprede
hygge i spisestuen og være til rådighed for patienter og pårørende, der måtte have brug
for en snak eller andet.

 

punkttegn

Som besøgsvenner for patienter.
De frivillige er besøgsvenner for de patienter, der måtte have brug derfor.
Det drejer sig overordnet om medmenneskelig omsorg, som kan ytre sig ved:
Adspredelse. Det gælder i forhold til den patient, der har brug for oplevelser,
stimulation eller praktisk hjælp, f.eks. til at komme i haven, gå ture, gå på indkøb.
Eller nærvær, - dette simpelthen at være til stede hos en patient, der er bange, urolig
eller har brug for en hånd at holde i.

 

punkttegn

Som besøgsvenner for uhelbredeligt syge og døende mennesker i eget hjem

Et tilbud til patienter, der tidligere har været indlagt på hospice til aflastning, og/eller har kontakt til det palliative team.

Ud over det under pkt. 3 nævnte er dette også et tilbud om medmenneskelig støtte og aflastning for pårørende.

 

punkttegn Som plantevandere og planteplejere, på stuer og fællesarealer.
En frivillig vander hver uge de mange store, grønne planter på Hospice.

 

punkttegn Som medhjælpere ved forskellige arrangementer på Hospice og i Kamillus.
Hver uge arrangeres der aftensang ledet af frivillige pianister og hjælpere, ligesom de
i samarbejde med de professionelle er med til at arrangere forskellige kulturelle tiltag
på Hospice hen over året. Ofte noget med musik og fortælling.
I øvrigt er det de frivillige, der pynter Hospice smukt til jul og påske.

 

punkttegn Som medhjælpere ved de eftermiddagsmøder, der foregår i Kamillus arrangeret af støtteforeningen.
For at se programmet, Tryk her!
 

”Frivilligt arbejde lever af lyst og dør af pligt”. Den frivillige melder sig, fordi han/ hun brænder for lige netop dette stykke arbejde og gerne frit vil give det, som her er brug for. Den frivillige har frem for alt tid, som han/ hun selv prioriterer ud fra lysten til arbejdet.
Den frivillige har et personligt engagement og bruger følelser, erfaring og intuition i arbejdet. Den frivillige får ingen løn for arbejdet. Arbejdet bærer lønnen i sig selv.
 

Kunne du tænke dig at blive frivillig på Hospice, er du meget velkommen til at henvende dig

til koordinator for det frivillige arbejde, Sietske V. Møller.
Se hvordan: Tryk her